Fibernet

Publiceret 11. juni 2026

Proces for etablering

Efter aftale mellem Global Connect og iFiber, skal Eltel Networks etablere fibernet i ejerforeningen. Processen for etableringen er beskrevet herunder.

Ved projektets start udfører teknikerne fra Eltel arbejde udenfor boligerne og i kældrene. I den varslede periode, mellem kl. 08.00 – 16.00 fra projektopstartsdatoen (som ikke er fastsat endnu), vil der løbende forekomme larm i opgangene, grundet gennemboringer og opsætning af føringsveje.

Når arbejdet udenfor boligerne er afsluttet, vil der være en pause, mens Eltel venter på forsyningsfiberen fra GlobalConnect. Leveringstiden kan være op til otte uger, og i den periode vil der kun være begrænset aktivitet i ejendommene. Eltel kan dog komme forbi og lave mindre justeringer, som ikke larmer.  Men ved behov for støjende arbejde uden for den varslede periode, vil de genvarsle i opgangene.

Når forsyningsfiberen er tilsluttet, udføres arbejdet i boligerne. Her opsættes en fiberboks, og der bores ud til opgangen. Beboerne varsles individuelt med brev i postkassen 6 uger, 14 dage og 3 dage før besøget med dato og tidspunkt. Der opsættes også er varslingsbrev i opgangen, så beboerne ved, at Eltel har lagt et brev i postkassen. Hvis tidspunktet ikke passer, kan beboeren kontakte Eltel på mail for at aftale en ny tid. Hver beboer modtager al nødvendig information og kontaktoplysninger i varslingsbrevet inden besøget. 

Når projektet nærmer sig sin afslutning, og Global Connect kan fastsætte en startdato, vil alle blive kontaktet og løbende holdt opdateret. På nuværende tidspunkt kan Eltel derfor ikke oplyse, hvornår fiberen i vores forening er klar til brug. Den information bliver meldt ud af GlobalConnect og iFiber.

    Har du spørgsmål til teknikerne, som arbejder på projektet, er du velkommen til at tage kontakt til dem. 
    Og hvis du har spørgsmål angående installationsprocessen, kan Eltel kontaktes på:  gcmdu@eltelnetworks.com


    Publiceret 18. maj 2026

    Tilmeldinger

    I starten af maj omdelte bestyrelsen tilmeldingsblanketter til alle ejere i foreningen vedrørende etablering af fibernet. Vi har i skrivende stund modtaget 48 tilmeldinger fra ejerne – tak for den store opbakning!

    Hvis du er lejer, skal du ikke foretage dig noget. Alle lejere er automatisk tilmeldt projektet, da Heimstaden har takket ja på vegne af samtlige lejeboliger.

    Mangler vi dit svar?
    Er du ejer, og har du endnu ikke nået at svare på, om du ønsker gratis fibernet indlagt i din lejlighed? Så er det nu, du skal reagere.
    Kontakt bestyrelsen hurtigst muligt for at melde tilbage, så vi kan komme videre med det praktiske.


    Publiceret 26. februar 2026

    Vi skal have fibernet

    Det er besluttet på den ekstraordinære generalforsamling 26. februar 2026 at ejerforeningen skal arbejde videre med at etablere fibernet i ejendommen.

    Ejerforeningen har fået mulighed for gratis etablering af Global Connects fibernet via leverandøren iFiber. Det er en fremtidssikret løsning med en forventet levetid på helt op til 30-50 år, som giver beboerne en stabil og hurtig internetforbindelse i mange år frem.

    Fibernettet er 100% fiberbaseret og leveres med dedikerede fiberbokse i hver enkelt bolig. Det betyder høj driftssikkerhed og en hastighed på op til 1000/1000 Mbit/s med mulighed for senere opgradering, hvis behovet vokser.

    Der er fuld frihed til at vælge internetudbyder, da løsningen ikke stiller krav om brug af en bestemt udbyder. Samtidig øger fibernet boligens attraktivitet og værdi, hvilket gør det til en klar fordel for både nuværende og fremtidige ejere.

    Etablering af fibernet ikke forpligter ikke den enkelte beboer til at skifte internetløsning. Du kan fortsætte med din nuværende coax-forbindelse, selvom fibernet etableres i ejendommen. Fibernettet giver blot mulighed for at skifte nu eller på et senere tidspunkt (mod betaling hvis man fravælger etablering i første omgang), hvis behovet opstår.

    Pjece Fiber for alle

    Læs mere om løsningen i pjecen herunder og se, hvordan fibernet kan gøre en mærkbar forskel for vores ejerforening.

    Hent pjecen “Fiber er godt for alle” (pdf)

    Spørgsmål og svar til aftalen med iFiber (pdf)

    Se også

    Ekstraordinær generalforsamling 26. februar 2026